En læsers historie del 2

Allerede i første kast kan jeg mærke at en torsk, har taget min flue og søger mod bunden. Det er kun en lille fyr, og hurtigt får jeg den ind og løsnet krogen. I de næste kast er der også torsk. Nogle bliver siddende, mens andre slipper fri. Sikkert fordi de er for små til at få ordentlig fat i min flue – en sort streamer str. 4.

Det er efterhånden blevet nat, og jeg kan ikke længere se ting på strandbredden. Fluen er skiftet ud med en sort mudler str. 6, med en smule flash i vingen. Torsken er ved at være på retur.

Vinden har lagt sig helt, og dønningerne er blevet meget mindre. Jeg står og ser ud i retningen af det store rev, for at se om jeg kan se den anden fisker, da jeg ser den første havørred slå i overfladen. Den er ikke mere end 30 – 40 meter fra mig, og jeg kaster fluen derud. Den så ikke ud til at være meget over målet, men feberen er allerede ved at indfinde sig i kroppen.

Jeg venter hele tiden på, at det lille stød skal forplante sig ned gennem stangen, men nej.

Flere kast i samme retning, men stadig intet. Jeg har indstillet mig på at den ser jeg nok ikke mere til, og kaster i stedet til venstre. Jeg kan ikke se fluen lande, men jeg fornemmer små striber i overfladen efter fluen, når jeg tager line ind. Med et lyder et plask i retning af fluen, og et langsomt træk forplanter sig i stangen.

En havørred har taget fluen! Jeg rejser stangen, og mærker at der er fast fisk. Havørreden følger pænt med ind, mens den rusker hovedet fra side til side. Den er større end de andre jeg har fået herude. Pludselig har den fået nok, og sætter kursen ret ud fra kysten. 20 – 30 meter line forlader mit hjul i rasende fart, inden jeg får stoppet den. Mit hjerte pumper noget hurtigere nu.

Langsomt kommer fisken nærmere, men ind over revet vil den ikke. Hver gang den når til kanten, vender den rundt og sætter i et rush, 10 – 20 meter udad igen. Der er gået mere end 10 minutter nu, uden at jeg har fået fisken ind til mig. Dette er absolut ikke hvad jeg er vant til.

Fisken er ved at være træt, og udløbene bliver kortere og kortere.

Til sidst kommer den ind over kanten. Jeg har glemt mit net derhjemme, og bestemmer mig til at kane fisken op på land. Den følger pænt med ind, og selv da den bliver løftet op på stranden, af en lille dønning rører den ikke på sig. Fluen sidder godt fast i kæbebrusken, og er næsten ikke til at få ud igen.

En utrolig smuk fisk ligger nu foran mig. Helt blank! Dette er ikke den største fisk jeg har fanget, sikkert omkring tre kilo, men helt klart den smukkeste jeg nogen sinde har haft fat i.

Jeg sidder nu og ser ud i mørket, og lytter til stilheden, kun afbrudt af vandets skvulpen i strandkanten, nu er jeg et med naturen – nu lever jeg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *